Mozart: Finale (Variationssats) fra Klarinetkvintet i A-dur (K 581, 1789)
Sidste sats fra Mozarts klarinetkvartet i A-dur er en variationssats: det består af et tema på 16 takter og fem variationer over dette tema. Her omtales temaet og de tre første variationer.
Tema
Temaets 16 takter er i aaba-form, hvor hver del er på fire takter. De to sidste a-stykker har en anden slutning end det første, derfor kaldes det a' (a mærke).
Første del (a) består igen af to dele, hvor violinerne lægger ud med en to-takters frase (x), som svares af hele orkesteret (y):
Det er et meget symmetrisk opbygget tema: de otte takter kan deles i to gange fire takter, der hver kan deles i to takter - denne regelmæssighed er et wienerklassisk stiltræk.
Satsopbygningen er homofon: ét instrument har en dominerende melodi, mens de andre akkompagnerer (og danner akkorder).
Anden halvdel af temaet (b) kan igen deles i to dele på hver fire takter. I første del introduceres et nyt tema i 1.-violinen. bratschen gentager dette tema en takt forskudt som et ekko, en imitation:
Her er satsopbygningen altså mere polyfon (flere melodier samtidigt).
Temapræsentationen slutter med en gentagelse af a', nu med en lille imitation fra andenviolinen, som starter på temaet en halv takt efter de andre:
Her følger hele temaet (aababa) samlet:
Temaet er i A-dur; harmonikken er forholdsvis enkel: der bruges hovedfunktionerne A, D og E plus de førnævntes paralleller: F#m og Hm:
Et ofte brugt element er den udvidede tonale kadence, den lille kvintskridtssekvens A-F#m-Hm-E-A.
Variation 1
I første variation har klarinetten en solo med nyt stof, mens større eller mindre dele af de oprindelige temaer og/eller akkompagnement optræder i de andre stemmer:
Variation 2
I anden variation er der ikke så meget af temaet tilbage, ud over at akkorderne er de samme. Celloen sørger for rolige bastoner, mens bratsch og 2.-violin lægger et akkordgrundlag på rytmiske trioler. Det giver en mere livlig karakter. Imens får 1.-violin og klarinet lov til at have de melodiførende roller:
Variation 3
I tredie variation skifter satsen brat karakter. Tempoet er langsommere, og tonekønnet er nu mol. Stadig er afsnittet på to gange otte takter, i A-delene har bratschen en klagende melodi, mens 1.-violinen fører an i B-tema-afsnittet. Det eneste der er tilbage fra det oprindelige tema er harmonikken, nemlig skiftet mellem to akkorder: Am og E7 (hvor det de andre gange har været A og E7):
♫ : Variation 3
